Artikler
En livsanskuelse for dem, der ikke vil resignere
- af Oskar Borgman Hansen
Vi har arbejdsløshed i Danmark, og alle politikere retter deres bestræbelser mod at afskaffe den. Vi har grund til at tro, at de er ærlige, når de siger, at de bekæmper arbejdsløsheden, og vi har ingen grund til at antage, at der er nogen, der modarbejder dem.
Så megen god vilje er der i samfundet i dag, at medens der i tidligere tider var dem, der betragtede arbejdsløsheden som et gode, fordi den var med til at holde arbejderne på deres rette plads, så er der vist ingen, som i dag mangler forståelse for, at der her virkelig er et onde, som skal bekæmpes. Hvorfor er arbejdsløsheden der da? Vi må vel sige, at ingen ved, hvorledes den skal afskaffes. Hvis der er nogen, der ved det, så har de ikke fået os andre til at indse det. Hvorledes kan det gå til, at vi i vor tid, hvor vi ved så meget, ikke ved noget, som dog burde være ret enkelt, hvorledes vi finder det arbejde, som kan få enhver til at opleve, at der er brug for ham eller hende i samfundet?
Vi kan vel ikke bebrejde folk deres uvidenhed, hvis vi ikke kan fortælle dem, hvorledes de kunne komme af med den. Det forekommer mig da også, at der er forståelse herfor, og man betragter derfor arbejdsløsheden som et indtil videre nødvendigt onde. Dette indebærer den fare, at vi vænner os til den, affinder os med den. Men resignation er noget farligt for vores hele eksistens. I det følgende skal der tales om et forsøg på at komme ud over resignationen.
Resignation hænger sammen med en sjælelig brist, som har sit sæde et mærkværdigt sted midt imellem viljeslivet og den tænkning, som vi udfolder, når vi vil forstå tilværelsen. Det er dette, som jeg vil illustrere ved nogle eksempler.
I de travle timer lander og letter en flyvemaskine ca. hvert femte sekund i Kennedylufthavnen i New York. Når den ene maskine skal lande, ser piloten den maskine, der skal lette på sin egen landingsbane forude. Skulle den maskine, der skal lette, få blot nogle få sekunders forsinkelse, må den landende op i luften igen. De to maskiner tilhører forskellige selskaber, der konkurrerer på liv og død. I det praktiske liv arbejder piloterne sammen for at undgå kaos, og for at konkurrentens passagerer skal få deres forventninger opfyldt på bedste måde, og lufthavnens tekniske personale har de samme forpligtelser til at hjælpe alle, og man må sige, at det er et fabelagtigt velfungerende samarbejde, der opretholder lufttrafikken ud over hele verden. I praksis hjælper vi hinanden – ikke blot i dette tilfælde, hvor det er så tydeligt, men overalt – men vores nuværende sociale teorier holder fast ved, at vi skal konkurrere i det økonomiske liv. Hvordan skal konkurrence og samarbejde afpasses i forhold til hinanden? Jeg har ikke kunnet finde et gennemarbejdet svar på dette spørgsmål, og jeg vil hermed sige, hvad det er, jeg mener: Vi lider i det moderne liv under det forhold, at vi ikke får tænkt tingene til ende. Vi lider under den træthed, der består i, at vi tilpasser os forholdene, uden at anstrenge vores forståelse, så vi får det hele til at hænge sammen. Der er træthed i den energi, vi skulle anvende for at komme til at se tingene i sammenhæng. Jeg vil arbejde videre med dette eksempel. Lad os antage, at en medarbejder i et firma forholder en medarbejder den viden, som denne har brug for til sit arbejde. For sit avancements skyld vil han konkurrere med den anden, så denne ikke kan komme til at yde sit bedste. Det er vel klart, at denne medarbejder ikke hører hjemme i firmaet, fordi han modarbejder de andre. Hvorfor skulle den selvfølgelige forpligtelse til samarbejde høre op med firmaets grænser? Verden er jo blevet et samarbejdende økonomisk hele. Med konkurrencen skader vi dem, vi konkurrerer med.
Det hedder sig, at da mennesket er et egoistisk væsen, skal det kunne betale sig at arbejde. Men vi kan ikke arbejde under tilfredsstillende forhold, hvis ikke vi kan have tillid til, at de andre vil gøre noget for os. Hvad har det da på sig med denne egoisme, som skal være en bestanddel af menneskets væsen?
Vi må i det mindste kunne være overbevist om, at menneskerettighederne bliver respekteret i vort samfund. Derom er næsten alle enige. Samtidig hermed arbejder arvelighedsforskere på at udforske alle genernes intimeste hemmeligheder. For dem er mennesket et produkt af et genmønster. Men hvordan kan generne have rettigheder? Hvis arvelighedsforskerne har ret, bliver begrebet om menneskerettigheder en absurditet. Vi kan ikke samtidig opretholde begge dele: Arvelighedsforskningens opfattelse af mennesket som et genmønster og vor sociale forståelse for menneskerettighederne. Hvis arvelighedsforskningen har ret, mister begrebet menneskerettighed sin betydning, hvis disse rettigheder eksisterer med rette, er der en alvorlig mangel i noget fundamentalt i arvelighedsforskningen. Vi lever trøstigt videre med modsigelsen. Vi resignerer. Vi resignerer på den måde, at vi ikke kæmper os frem til en sammenhængende forståelse af tingene. Jeg foreslår, at vi for alvor sætter spørgsmålet om menneskets væsen på dagsordenen. Hvis mennesket har en umistelig værdighed, kan vi måske komme derhen, at vi opgiver tanken om, at vi skal modarbejde hinanden i det økonomiske liv, og måske kunne dette være den nødvendige begyndelse til en overvindelse af arbejdsløsheden. Der er naturligvis mange mellemled, som skal bearbejdes, hvis dette forslag skal kunne føre til noget. Hvad vi har brug for, er først og fremmest energi i arbejdet med at forstå tilværelsen.
De spørgsmål, jeg stiller, skal ikke i første række besvares af specialister, for det drejer sig om spørgsmål, som enhver må stille til sin egen livsforståelse for at kunne finde sin egen plads i tilværelsen, eller endnu bedre, for at kunne placere sig på den måde i tilværelsen, som man vælger bevidst. Kierkegaard stillede spørgsmål til hin enkelte, og hans hele bestræbelse gik ud på at vise, at ingen kunne lade spørgsmålet besvare af andre uden at svigte sig selv.
I en noget senere tid har Rudolf Steiner i sin frihedsfilosofi fortsat med en udarbejdelse af individualismen i vor livsfor-ståelse, men uden den betoning af det paradoksale, som karakteriserer Søren Kierkegaards tænkning. Steiner betoner den erfaring, som ethvert normalt voksent menneske gør, men alt for ofte fortrænger, nemlig at han eller hun er et åndsvæsen. Vi er i stand til at tænke, og tænkningen er ikke en legemlig funktion. Det er ikke hjernen, der tænker, det er mennesket, der gør det. Hvis jeg bliver irriteret på et andet menneske, siger jeg måske: “Du kan da heller ikke tænke.” Men idet jeg siger dette, beviser jeg jo egentlig min tillid til, at den anden kan det. Havde jeg ikke denne tillid, ville jeg ikke fremsætte min bebrejdelse. Jeg vil dog aldrig rette bebrejdelser mod en sten, der ligger på vejen, så jeg snubler over den. Og når min irriterende næste ikke kan tænke, så vil jeg ikke hjælpe ved at indgive en hjernemedicin; men jeg vil forsøge at fremstille mine egne argumenter bedre, så den anden kan forstå dem: I samtalen mødes vi i et fælles arbejde, som følger egne spirituelle lovmæssigheder, hvorved ensidigheden i arvelighedsforskningen allerede afsløres: Vi ved i vor dagligdag, at vi er mennesker, ikke mønstre af genfunktioner. Rudolf Steiner vil vise, at de allerenkleste erfaringer, som vi alle kan gøre, viser at vi lever som borgere i en fælles åndelig verden. Hvis vi udforsker denne verdens lovmæssigheder, opdager vi det frugtbare i samarbejde i stedet for, at vi skulle sværge til egoismen som udgørende menneskets væsen. Har jeg indset en sandhed, behøver jeg ikke at gøre noget forsøg på at overbevise mine medmennesker om noget. Jeg kan nøjes med at fortælle, hvad jeg har indset.
Lettest at begribe dette er det i matematikken. Jeg behøver som lærer aldrig at ville overbevise mine elever om at a2 + b2 = c2. Hvis der er nogen, der ikke forstår udtrykkene, kan jeg nøjes med at fortælle om det, og sandheden viser sig af sig selv – for den, der har energi til at tænke tingene til ende. Opdager jeg på den måde, at mennesket er et åndsvæsen, kan jeg efterhånden tilegne mig et sindelag, som er med til at forny det sociale liv en smule; men mere tør jeg heller ikke forvente. Rudolf Steiner har grundlagt en livsanskuelse på en opfattelse af mennesket som et åndsvæsen, der dels kan udvikle sig selv, dels derigennem kan hjælpe til en fornyelse af de sociale forhold. Denne livsanskuelse gav han navnet antroposofi. Den er omfattende, derfor også kompliceret. Men den er befriende. Den er en livsanskuelse for dem, der ikke vil resignere.
- af Oskar Borgman Hansen