religion
Artikler
Antroposofi og religion
“Enten er dette det rene galimatias, eller også står jeg overfor det vigtigste i vor tid!”; sådan tænkte et ungt menneske omkring 1920 efter for første gang at have hørt Rudolf Steiner holde foredrag.
For at kunne afgøre om det var enten – eller, måtte han gå til flere foredrag, hvor han hørte Rudolf Steiner nøgternt og uden sensationslyst tale om de åndelige verdener, om engle og dæmoner, så tilhørerne fik det indtryk, at disse væsener var foredragsholderen lige så bekendte som de mennesker af kød og blod, han ellers omgikkes med.
Den unge tilhører lærte antroposofien nøjere at kende og blev en af grundlæggerne af “Kristensamfundet, bevægelse for religiøs fornyelse”. Hans afgørelse blev altså til fordel for det sidste alternativ.
“Det vigtigste i vor tid! – er det ikke at tage munden meget for fuld?” vil mange nok spørge. Men det er det vel næppe, når man tager i betragtning, at antroposofien overskrider den grænse, som menneskelig erkendelse i flere årtusinder havde oplevet som absolut, grænsen mellem denne verden og den hinsidige, mellem den jordiske, sansbare og den åndelige, oversanselige.
Her stod et menneske, Rudolf Steiner, og hævdede, at det er muligt systematisk at udforske de højere verdener, og at denne forskning har både sin egen metode og sine egne resultater. Det er dette, han mener, når han ofte bruger ordet åndsvidenskab synonymt med ordet antroposofi.
I sin bog “Hvorledes når man til erkendelse af de højere verdener” beskriver Steiner, hvordan vi kan vække de i os slumrende sanser for den åndelige verden, der således er tilgængelig for ethvert menneske. At denne “opvækkelse” er møjsommelig, og at Steiner selv er langt forud for de allerfleste, ændrer ikke ved den principielt almene gyldighed. Den herskende opfattelse i vor europæiske kultur: at der er et uoverstigeligt skel mellem det, vi kan opnå en sikker erkendelse af, og det, vi bliver nødt til at “nøjes med” at tro på, det, vi sædvanligvis anser for skellet mellem videnskab og religion, bliver således brudt ned.
Dette betyder dog ingenlunde, at religionen forstået som gudsdyrkelse mister sin betydning. Tværtimod kan det religiøse liv få en fornyet styrke, når det bliver muligt med Paulus (i 2. brev til Timoteus 1,12) at sige: “... Jeg kender Ham, som jeg har sat min lid til...”. Troen er altså ikke en holdning, der bliver skubbet til side og overflødiggjort af den åndsvidenskabelige erkendelse, men en tillid til de åndelige væsener, der kan vokse, jo mere disse væsener bliver erkendt. Ens tillid til og tro på et andet menneske kan jo også gro gennem et nærmere bekendtskab. Dette sker dog ikke nødvendigvis; forudsætningen er en aktivitet, en velvilje fra min side, som jeg imidlertid også kan møde den anden med uden at kende vedkommende særlig godt. På samme måde er det med antroposofiens forhold til religionen; de kan bestå og plejes uafhængigt af hinanden, og de kan på aller bedste vis støtte hinanden. Rudolf Steiner udtrykker det selv i et foredrag i Berlin den 20. februar 1917 (på dansk i “Bidrag til forståelse af Golgatamysteriet.” Jupiterforlaget).
“Man bør ikke fremstille sagen som om åndsvidenskabelige bestræbelser skulle være en erstatning for den religiøse øvelse og det religiøse liv. Åndsvidenskab kan i højeste grad – og især også i forbindelse med Kristus-mysteriet, være en støtte, et grundlag for det religiøse liv og den religiøse øvelse. Men man bør ikke ligefrem gøre åndsvidenskab til religion; man bør imidlertid gøre sig klart, at al religion, som levende liv, udøvet på en levende måde i det menneskelige samfund ansporer sjælens åndsbevidsthed. Skal denne åndsbevidsthed blive levende i mennesket, kan mennesket ikke blive stående ved abstrakte forestillinger om Gud og Kristus, men det må stadig på ny i den religiøse øvelse, i den religiøse udøvelse som jo kan antage de forskelligste former for de forskellige mennesker, stå i noget, der omgiver det som et religiøst milieu, som taler til det som religiøst milieu. Og hvis dette milieu er dybtgående nok, hvis det finder midlerne, som kan anspore sjælen tilstrækkeligt, vil denne sjæl føle længsel, netop føle længsel efter de forestillinger, som udvikles i åndsvidenskaben. Er åndsvidenskab på objektiv måde helt sikkert en støtte for den religiøse opbyggelse, så er idag på subjektiv måde tiden kommet, hvor vi må sige, at et rigtigt religiøst følende menneske netop gennem den religiøse følen bliver tilbøjelig til også at erkende. Thi i den religiøse følelse bliver åndsbevidstheden i åndsvidenskaben ånds- erkendelsen tilkæmpet, som erkendelse af naturen i naturvidenskaben”
Netop disse ord har en afgørende betydning for Kristensamfundets tilblivelse. I maj 1921 blev der i Stuttgart afholdt et antroposofisk stævne for unge akademikere, og i en mindre kreds af interesserede drøftedes spørgsmålet om antroposofiens forhold til religion. En teologistuderende kunne læse de citerede ord op fra det netop mangfoldiggjorte foredrag fra 1917, og det fik de forsamlede til at henvende sig til Rudolf Steiner, der indvilligede i i juni samme år at holde det første af tre kurser, der førte frem til Kristensamfundets grundlæggelse i september 1922.
Straks fra begyndelsen gjorde Steiner det klart, at hans opgave som initiator til antroposofien, der som åndsvidenskab principielt er åbent for alle, uden hensyn til hvilken religion, man måtte tilhøre, ikke kunne være den at sætte en bevægelse til religiøs fornyelse ind i verden. Han ville gerne være fødselshjælper og rådgiver, men de mennesker i kredsen, som havde viljen til det, måtte sammen påtage sig “forældremyndigheden”. Kristensamfundet er således en helt selvstændig bevægelse ved siden af det antroposofiske selskab, men det kan takke Rudolf Steiner for, at fødslen gik godt, og for at det kom “velskabt” til verden.
Kristensamfundet består af frie menigheder, som samles om de syv Sakramenter. De er: Nadverens Sakramente, der har navnet Menneskevielsens Handling, Barnedåb, Konfirmation, Skriftemål, Brudevielse, Den Sidste Olie og Præstevielse. De er så at sige Kristensamfundets Hjerte og pulsslag.
I f.eks. matematikken og fysikken findes der en række læresætninger og love; blandt de bedst kendte kan nævnes den pytagoræiske læresætning og Archimedes’ lov. De er naturligvis blevet formuleret af mennesker, men disse mennesker har selvfølgelig ikke skabt lovene, der gælder også selv om der er mennesker, der ikke ved om dem og derfor ikke kan anvende dem. Dette lille sidespring kan måske være en hjælp til at forstå Kristensamfundets opfattelse af Sakramenterne. Rudolf Steiner har været i stand til at formidle dem til os, men han er ikke deres ophavsmand. Eller med et andet eksempel, som Alfred Heidenreich bruger i sin bog om Kristensamfundets grundlæggelse: “Growing Point” (udgivet af Kristensamfundet i Norge 1987 med titlen “Spire i vækst”): Moses henter de ti bud ned fra Sinais bjerg, men han er ikke deres ophavsmand; han virker heller ikke selv som præst, men må overlade denne opgave til Aron. I Sakramenterne er det Kristus selv, der virker. Han er den, der udfører den egentlige handling. Dette er naturligvis en påstand, hvis rigtighed og realitet hvert enkelt menneske selv må forsøge at opleve og efterprøve.
Kristensamfundet har ikke en bestemt lære, som man må bekende sig til for at kunne deltage; alle kan komme og overvære seks af de syv Sakramenter (ved Skriftemålet er dette selvsagt ikke muligt), og også de andre sammenkomster er åbne for alle. Hver enkelt må så selv afgøre, om han eller hun har fundet det religiøse milieu, vedkommende søger. Er dette ikke tilfældet, kan man være glad for, at Kristensamfundet ikke har patent på den religiøse sandhed, og at man naturligvis kan være antroposof uden nogen som helst tilknytning til denne bevægelse for religiøs fornyelse. For Rudolf Steiner var respekten for individets frihed altid afgørende, og dette er nok særlig vigtigt at understrege, når det gælder forholdet religion.
- af Dan Lerche-Petersen, præst i Kristensamfundet
Comments (2) 13.10.2007. 17:08