Artikler
Reinkarnation som sjælelig udvikling
- af Oskar Borgman Hansen
Lad os antage, at man i vor del af verden hører forlydender om, at der i Indien er gjort en opfindelse, lad os sige en meget energibesparende bilmotor. Kunne vi tænke os bilforhandlere eller fabrikanter, som ville sige, at befolkningen i Indien består af hinduer, muslimer og måske buddhister, og at vi derfor ikke behøver at undersøge, om denne nye motor nu også duer? Jeg tror, at enhver ville sige, at motoren må prøves for sine egne egenskaber uafhængigt af opfinderens religion. Men når talen er om reinkarnation, er der mennesker, endda mange og mange blandt meningsdannerne, som afviser denne tanke med den begrundelse, at den er orientalsk i sin oprindelse. De afviser den, uden at have prøvet den. Som det kan tænkes, at en hindu gør en vigtig opfindelse, kan det også tænkes, at der fra Indien kommer sandheder, som ikke er fundet i vor del af verden, eller som måske har været kendt og er gået i glemme.
Det er dog slet ikke tilfældet, at reinkarnationstanken er en indisk eller orientalsk tanke alene. Den har hjemmelsret i den vestlige verden. Vergil omtaler den i romernes store episke digt, Æneiden, og det har aldrig været glemt, at Pythagoras lærte den i sin filosofisk-religiøse skole. Tanken har haft sine tilhængere, til tider har den været udbredt, som i København i slutningen af det attende århundrede. De, der ikke kunne tilslutte sig den, har ikke betragtet den som farlig eller afskyelig. Vi finder den også udtalt hos en så kærnesund forfatter som Thomasine Gyllembourg. I sin lille roman “To Tidsaldre” fra 1845 skildrer hun det første møde mellem to kvinder, der siden kommer til at stå hinanden nær. I tidens sprog, som moderne mennesker måske lige skal vænne sig til, hedder det: “De to Fruentimmer saa paa hinanden og blev begge grebne af den uforklarlige Følelse, der ved det første Møde med en Fremmed synes at sige os, at det ikke er en Fremmed, at vi kjende, forstaae hinanden, og den forunderlige, vemodige Anelse paatrænger sig, at vi have delt Ondt og Godt med hinanden i en Præexistens, af hvilken vi have glemt alt undtagen Kjærligheden.” Overalt kan, som her, Anelsen om Reinkarnationen dukke op som en følelse, uden enhver teori. Reinkarnationstanken er en orientalsk tanke – også det. Den findes overalt.
Prøvningen af tankens sandhed må naturligvis foretages ganske objektivt. Den motor, som vores indiske ven har opfundet, virker hverken bedre eller dårligere, fordi opfinderen er hindu, ej heller er anelsen eller overbevisningen om, at motoren er god, noget kriterium for effektiviteten. Vi kan ikke undvære andre teknikeres saglige vurdering. Der er dem, der vil hævde, at sammenligningen halter, eftersom en tilsvarende prøve, som den, der kan anvendes i teknikken, ikke kan foretages i det andet tilfælde. Indvendingen kan ikke opretholdes. Der må prøves ved hjælp af andre kriterier end i teknikken. Men hvorledes skulle det kunne begrundes, at vi ikke kan nå til en videnskabelig holdbar opfattelse af forholdet mellem sjæl og legeme, som jo er det, det drejer sig om? Det må henstå til en videnskabelig afgørelse, om reinkarnationstanken er sand eller ikke. Og der kan ikke gives gyldige begrundelser for, at der skulle være grænser for, hvor langt vi kan nå i vor indsigt.
P.M. Møller er forbilledlig i den bog, som han i 1837 udgav om muligheden for beviser for sjælens udødelighed. I en sober redegørelse forsøger han at vise, at man på det daværende tidspunkt ikke kan afgøre spørgsmålet endeligt. Han angiver nogle synspunkter for fremtidig forskning og ser frem til, at hvad man ikke ved i dag, det ved man i morgen eller overmorgen. Interessant er det da at se, hvorledes Kristian Kroman og Søren Holm i deres værker om sjælens eksistens fra henholdsvis 1877 og 1938 forsigtigt hævder eksistensen af den selvstændige sjæl. Og meget vigtig er en bog, der sjældent omtales i dag, Kort K. Kortsens “Sjæl og Legeme” fra 1930. Det er en meget grundig gennemgang af de forskellige hypoteser om det forhold, der er angivet i titlen. Kortsen mener, at det kan godtgøres, at menneskesjælen har den af legemet uafhængige eksistens, der betinger, at den må eksistere videre efter døden. Og er dette godtgjort, optræder reinkarnationstanken som en videre mulighed. Bogen afsluttes med følgende sætninger: “Der indtræder en Svækkelse, en Opløsning af Legemet i Alderdommen og til sidst i Døden. Men Aanden selv vil bevare sin Uafhængighed, og intet kan være i Vejen for den Tanke, at den atter former et nyt Legeme omkring sig, ligesom den Magnet, der ved ugunstige Hændelser har mistet sin Figur af Jernfilspaaner, atter under mere heldige Forhold kan trække saadanne til sig og paany iklæde sig en Dragt af en bestemt Form.
Som det let ses, vil der paa Grundlag af den her løseligt udformede Tanke kunne opbygges Antagelser, der er af Betydning for Liv og Død. Her standser imidlertid vort Arbejde, og det overlades enhver selv at drage de Slutninger, som han finder ønskelige og samtidig berettigede.”
Den, der især har været ophavsmand til en moderne udformning af reinkarnationstanken, er Rudolf Steiner (1861 – 1925). 1903 skrev han en kort artikel “Reinkarnation og karma” til et tidsskrift og udgav den 1909 som selvstændigt hefte med en undertitel, der lød: Nødvendige forestillinger fra den moderne naturvidenskabs synspunkt. Han skildrer i indledningen til artiklen den kamp, som det har kostet at nå frem til det, som i dag er blevet en indlysende indsigt: At alt liv kommer af liv.
Det var Frencesco Redi, som i det syttende århundrede indledte kampen og anstillede forsøg med biologisk materiale, der gik i forrådnelse. Han påviste, at der kun kom maddiker i det, der havde været tilgængeligt for fluer. Var rådnende fisk tildækket med et finmasket net, som forhindrede fluerne i at komme til det, kom der ingen maddiker. Man troede ellers på det tidspunkt, at selv pattedyr som mus kunne komme af skarn og skidt. Kampen for indsigt på dette område var først ført til ende med Pasteurs indsats i forrige århundrede.
Det er nu Steiners påstand, at vi tilsvarende i dag må sige: Som liv kommer af liv, kommer sjæl af sjæl. Man kan nok påstå, at de biologiske processer kan lade det sjælelige opstå af sig. Men man kan ikke begribe, hvorledes det skulle kunne ske. Til understøttelse af dette synspunkt har jeg anført nogle danske tænkere, som har villet påvise sjælens selvstændighed i forhold til de biologiske processer, et synspunkt som jo i de seneste år er blevet stærkt understreget af fysiologen, nobelpristageren Eccles. Det sjælelige er kvalitativt forskelligt fra det fysiologiske, og det kan ikke begribes, hvorledes det skulle kunne have sin oprindelse i dette. Det, som nu karakteriserer Steiner i forhold til de øvrige nævnte personligheder, er det, at han bringer denne indsigt i sammenhæng med udviklingstanken: Det menneskelige åndsvæsen, individet, må have en udviklingshistorie. Det kan ikke opstå med undfangelse eller fødsel. Da det ene individ er helt forskelligt fra alle andre, må det have en udviklingshistorie, der fører til andre liv bag om undfangelse og fødsel. Det, der senere blev til teorien om mennesket som et produkt af arv og miljø, kan simpelthen ikke være i overensstemmelse med virkeligheden. Vi har alle i os noget, som ikke kan henføres til disse to kilder, som naturligvis har deres betydning, men blot en indskrænket betydning. Det er ikke muligt her i en kort kronik at drøfte disse tanker i lys af en mængde mulige indvendinger. Men der er et enkelt forhold, som endnu kræver en omtale: Reinkarnationstankens forhold til kristendommen. Det siges jo ofte, at da reinkarnationstanken kædes sammen med karma-begrebet, forestillingen om, at gerninger i det ene liv fører til konsekvenser i det næste, betyder dette, at den selvudvikling, der går gennem reinkarnationerne ophæver det kristne frelsesbegreb og den kristne nåde. Tanken kan jo udvikles således, men også anderledes. Der er ingen modsætning mellem kristendom og reinkarnation, således som Rudolf Steiner udvikler begrebet. Mennesket kan udvikle sig gennem reinkarnationerne, kan bringe sig selv videre.
Men dette er jo noget, som indgår i vel nok enhver kristendomsforståelse: At man skal bestræbe sig på at blive et bedre menneske, ja ikke blot bestræbe sig på det, men også blive det. Ønsket om at blive et bedre menneske indgår i den danske folkekirkes indgangs- og udgangsbøn. Der er dem, der forkætrer tanken om, at et menneske skal forbedre sig selv. Men hvis et menneske har gjort noget, det ikke burde have gjort, kan man så tænke sig den situation, at det siger: “Tilgiv mig, jeg har handlet forkert. Jeg har en svag karakter, og jeg vil ikke gøre noget for, at det ikke skal komme til at ske igen.” Eksemplet viser det hele: Vi indser, at vi må gøre, hvad der står i vor magt, for at handle ret. Men et menneske kan ikke tilgive sig selv. Hvis tilgivelsen ikke kommer fra en anden, er der noget, der forbliver uforløst. Som dette gælder i de menneskelige forhold, gælder det også i menneskets forhold til Gud. Mennesket kan ikke selv give sig nåden. Herved ændrer reinkarnationen intet. Den der indser dette, kan af videnskabelige grunde antage reinkarnationstankens rigtighed, og dette kan endog fordybe hans forhold til kristendommen, behøver i hvert fald på intet punkt at svække det.