Artikler
Hånd og vilje i skolen – om håndværksfagene
Da jeg for nylig hørte, at Lego-koncernen arbejdede seriøst på at overføre legoklodserne til computerprogrammer, så børns leg med klodserne i fremtiden kommer til at foregå bag computerskærmen, kan det ikke nægtes, at jeg blev en anelse foruroliget. Her var endnu et eksempel på, at udviklingen mod det manuelt-arbejdsløse samfund går fremad med storm-skridt og muligheden for, at børn kan udvikle sig sundt og helt, vil blive begrænset.
Flere og flere af de opgaver, som før i tiden krævede en manuel aktivitet, flyttes ind i computeren og rykkes dermed et hak opad i mennesket – mod hovedet. Børn leger ikke med computeren, de leger i computeren. I stedet for at bruge barndommen på at lege sammen med andre, hvor den kropslige aktivitet er det grundlæggende, bruger børn nu flere af døgnets timer på stillesiddende, stirrende “leg” og ofte alene.
Computeren er et vidunderligt stykke værktøj til gavn og glæde for mange mennesker. Men skal den presses ind i barnets verden så tidligt ud fra snævre økonomiske profithensyn? Og hvad er konsekvensen? Det er jo allerede en realitet, at børn sidder mere. Livet leves på skærmen. I de mest magelige stillinger kan man være tilskuer til livet både på computeren og på TV, og udviklingen stopper ikke her. Vi er alle på vej mod det ultimative informationssamfund.
For at imødegå den ensidighed, der tvinger de opvoksende generationer til skærmen og dermed til kropslig passivitet, er det vigtigt, at skolen påtager sig det ansvar, det er at opdrage og undervise børn. Først og fremmest ved at tage stilling til spørgsmålet om, hvad meningen med skolegangen er.
Opdrager og underviser vi børn for at tilfredsstille samfundets for tiden værende behov, så de som voksne kan gå ind og udfylde en plads i den samlede arbejdsstyrke og konkurrere om de få ledige jobs?
Eller kan man tage udgangspunkt i mennesket? Hvad har et barn brug for, for at det kan udvikle sig sundt og blive et helstøbt frit væsen med fri “adgang” til tanke, følelse og vilje?
På Rudolf Steinerskolen indgår kunstneriske og håndværksmæssige fag som en stor del af den samlede undervisningsplan. Sådan har det været lige siden den første skole blev oprettet på en cigaretfabrik i Stuttgart i 1919.
Fra den første skoledag bliver der lagt vægt på, at vore hænder er noget unikt, og at det vi kan lave med vore hænder, har stor betydning især for andre.
Menneskets hånd er noget særligt. Hvor dyrene omkring os i deres lemmers bygning er specielle og specifikt rettet mod en eller anden livsnødvendig funktion, har vi i menneskets hånd et særligt alsidigt og enkelt organ. Menneskets hånd er ikke specialiseret og dermed de mange muligheders organ.
Dyrene i al deres mangfoldighed er specialister, og det viser sig i deres fysiognomi. Muldvarpen med lemmer som skovle eller bæveren med tænder som stemmejern, alle er de i stand til at præstere utrolige ting, men på ganske specielle områder og på bekostning af alsidighed.
Menneskets hånd er holdt fri, og i stedet har vi udviklet værktøj. Værktøj, der gør det muligt at arbejde med specielle områder uden at miste alsidighed.
Den kendsgerning, at mennesket ikke er et specialiseret væsen, prøver vi allerede tidligt i skolegangen at lade eleverne få en oplevelse af i undervisningen. Vi forsøger at vise dem vigtigheden af håndens brug. Samtidig ønsker vi, at børnene oplever begejstring og respekt for det, de skaber med deres hænder og for det, som andre har skabt før dem.
Det er gennem vore hænder, vi griber ind i omgivelserne. Hænderne er vores sociale organ. Det arbejde, vi udfører med disse, er i virkeligheden for vore medmennesker og først gennem hænderne træder vi ind i en social sammenhæng. Når landmanden arbejder med sin jord og sine dyr, når håndværkeren bygger huse eller møbler, og når skraldemanden tømmer bøtten, stiller de ting ind i verden, som kommer os alle til gode. I snæver forstand kan man sige, vi kun arbejder for vort eget bedste, men set som helhed er det gennem hænderne, eller i handlingen, at vi stiller os til rådighed for andre.
Vore tanker og de intellektuelle aktiviteter har egoistiske tendenser, men gennem handling når vi ud til andre mennesker.
Det er vigtigt at have en skole, hvor håndens arbejde går hånd i hånd med åndens arbejde. Det er vigtigt, at de elever, der har lyst til en praktisk håndværksmæssig beskæftigelse, ikke bliver koblet ud i det pulserende liv for tidligt, men at de har mulighed for at være med i en undervisning, der danner en almen menneskelig basis og give indblik i livets store spørgsmål.
Og det er vigtigt for de børn og unge, der har en intellektuel og boglig karriere foran sig, at gå i en skole, hvor de får kendskab til håndværkslivet, landbruget og andre mere fysisk betonede fag. Det får de ved at arbejde med disse fag, at mærke på egen krop, hvad det vil sige at smede sin egen kniv, at sy sin egen skjorte, malke en ko, at samle kartofler, at snedkere et bord eller lave en skulptur i sten. Det giver indlevelse i og forståelse af i det praktiske liv. Det giver LIVSKUNDSKAB. Hvis man skal forstå andres livssituation, er det vigtigt at kunne sætte sig i deres sted, ikke kun abstrakt intellektuelt, men også sjæleligt.
Når eleverne i 9. klasse kommer i smedjen og laver knive af gamle bilfjedre, vil en iagtager klart kunne forstå og fornemme de store opdragelsesmæssige muligheder, der ligger i håndværksundervisningen.
Essen bliver tændt og eleverne lægger deres små stykker stål i de glødende kul. Stålet er kun smedbart mellem 700 og 900 grader. Bliver det for varmt, så brænder det væk og inde i de brændende kul ligger der kun en uformelig sort klump tilbage. Er stålet for køligt, sprækker det, når man arbejder på det. Eleverne må altså være på vagt. En lille sludder med sidemanden kan få katastrofale følger. Der må smedes, mens jernet er varmt! De unge svinger hammeren, så gnisterne fyger om ørerne. At forvandle den rustne bilfjeder til en skinnende blank kniv er en proces, som ikke kan undgå at sætte sig spor i sjælen og bevidstheden og også i den mere ubevidste del af mennesket, nemlig i viljen.
Er slaget med smedehammeren forkert placeret, styrer man ikke saven rigtigt gennem træet, ælter man ikke leret ordentligt, eller slår man forkert på mejslen, så får man straks svaret med skånselsløs ærlighed: “Ikke godt nok, prøv igen!” En korrektur, der er umiddelbart aflæselig og ikke på nogen måde subjektiv. Det er det objektive, der dømmer. Verden. Og verden er sand. Det er ikke far eller mor eller læreren, der er utilfreds med det, man har lavet. Dommen er i sin saglighed uangribelig.
At svinge hammeren er fysisk anstrengende og i begyndelsen svært at få til at lykkes, men efterhånden går det bedre. Selv de fikse små piger med ringe på alle fingrene, får efterhånden et vist tag om arbejdet, og det er en oplevelse at se, med hvilken glæde de bringer det færdige arbejde med sig hjem.
Glæden over et fuldført arbejde. Det styrker selvtilliden: “Jeg kan skabe nyt, jeg kan bruges.” I håndværket oplever man menneskets evne til at forvandle materien til brugsgenstande. Nyttige ting, som kan bruges i hverdagen.
Tæt knyttet til håndværket er kunsten. Godt håndværk kan være kunst og god kunst er ofte godt håndværk. Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at opleve denne sammenhæng.
At arbejde kunstnerisk kræver kunnen, færdigheder og håndværksmæssige evner. At arbejde med håndværk kræver en kunstnerisk skabende aktivitet. De to områder hænger nøje sammen med al undervisning på Rudolf Steinerskolen gennem samtlige 12 skoleår.
Man kan nok blive enige om, at skolefag som dansk, matematik, fysik o.lign. henvender sig kraftigst til den øvre del af mennesket, nemlig hovedet. På samme måde kan man sige, at de håndværksmæssige fag henvender sig væsentligst til lemmerne og dermed viljen. Som forbindende led findes de kunstneriske fag som musik, sang o.lign.
Tanker og følelser har vi et vist forhold til, men viljen, hvad er det egentlig for noget? Der findes mange psykologiske forklaringer, og det er vanskeligt at nå til fuld klarhed over det. At ville noget, f.eks. bare det at løfte armen, er ikke kun det at tænke : ”Jeg vil løfte armen.” Selvom man nok så mange gange tænker det, bliver armen ikke løftet. Viljen ligger i selve handlingen, og hvad der er årsag til, at det endelige signal gives, er en ubevidst proces. Det er i høj grad noget kropsligt.
Rudolf Steiner har gjort opmærksom på, at hvis man vil styrke viljen, så er der gode muligheder for dette i arbejdet med kunstneriske og håndværksmæssige emner. I særlig grad den rytmiske, tilbagevendende proces, hvor man trænger ind i et materiale, det være sig sten, træ eller metal.
Med de mange års skolegang børn og unge er involveret i, er det særdeles nødvendigt at tage de håndværksmæssige-kunstneriske fag alvorligt inden for skolens rammer.
I løbet af et par generationer er børns muligheder for at deltage i det praktiske liv blevet meget forringet. Mange af de opgaver, der før krævede en fysisk, viljesmæssig indsats, er forsvundet. I dag kører man i bil, tog eller bus. Man trykker på knapper til opvaskemaskine, komfur, TV og telefon, og snart kan vi sidde derhjemme og gøre samtlige af vore indkøb. Mennesket bliver til en stillesiddende trykknap-specialist, hvis ikke der findes viljesudfordrende modtræk. Som aldrig før er der brug for, at skolen er det sted, hvor børn og unge stifter bekendtskab med den praktiske side af livet og får lov til at udforske de sider i deres personlighed, der kommer til syne, når de skal gennemføre fysisk anstrengende opgaver. De unge råber selv på udfordringerne. Det er ikke tilfældigt, at overlevelsesture og vanvidsidræt står højt på ønskesedlen.
Med invasionen af computere må vi se på, hvilke muligheder de opvoksende generationer har for at udvikle sig til HELE mennesker. I skolen må der satses på den ballast, der kan afbalancere den ensidige påvirkning, der gør hovederne store som græskar på vore børn, ved at tage den tid på skoleskemaet, der er nødvendig til at arbejde med resten af kroppen. Fag som gymnastik, drama, musik, træsløjd, jernsmedning, kobbersmedning, pilefletning, læderarbejde, maling, grafik, bogbinding, stenhugning, syning, lerarbejde, landmåling, landbrugsarbejde skal være de medikamenter, som får blodet til at strømme ud i kroppen igen. Ikke kun for at de unge skal blive gode håndværkere, men for at skabe “kanaler” i deres viljesliv, der stiller dem frit i alle livets forhold og giver dem en tankens kraft, som har bund i virkeligheden.
Det lyder fint og flot, men det er ikke desto mindre de mål, vi arbejder mod i Rudolf Steinerskolen.
- af Per Madsen